Nyt boligprojekt i Malling nærmer sig udsolgt: Rekordmåned understreger høj aktivitet på boligmarkedet

//

Oliver Frederiksen

25 af projektets 31 arkitekttegnede rækkehuse i Kirsebærhøjen er allerede solgt eller reserveret, selvom de sidste boliger først står klar til indflytning i september. Det vidner om en efterspørgsel, som få nybyggerier oplever.

Interessen for Kirsebærhøjen afspejler et boligmarked, hvor moderne familieboliger i attraktive lokalsamfund fortsat er eftertragtede.

Projektet består af moderne rækkehuse i både ét og to plan og har tiltrukket købere allerede tidligt i byggeprocessen. Mange har valgt at købe deres bolig, længe før den stod klar til indflytning.

Home Malling-Beder-Mårslet, som er en del af home Sydbyen med butikker i Malling, Højbjerg, Viby og Tranbjerg, har stået for salget af boligerne på Kirsebærhøjen.

“Vi oplever, at flere købere aktivt vælger byer som Malling, hvor de får moderne kvalitetsboliger, et stærkt lokalmiljø og nem adgang til Aarhus. Mange ønsker mere plads uden at give afkald på en velfungerende hverdag, og det er præcis den kombination, Kirsebærhøjen tilbyder. At langt størstedelen af boligerne allerede er solgt eller reserveret, viser, hvor stor efterspørgslen er på den type boliger,” siger Torben Skov Lauridsen, indehaver af home Sydbyen.

Stor udvikling på det østjyske boligmarked

Udviklingen i Kirsebærhøjen kommer samtidig på et tidspunkt, hvor boligmarkedet i Østjylland fortsat viser stor styrke. Ifølge Boligsidens seneste handelstal steg boligsalget i april sammenlignet med året før, og særligt salget af huse i Østjylland har fået ekstra fart.

Boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, Birgit Daetz, peger på, at den høje aktivitet i hovedstadsområdet nu har bredt sig til resten af landet:

“Den høje aktivitet i hovedstadsområdet har spredt sig til andre dele af landet, og nu ser vi effekten i Østjylland, hvor der virkelig er sat skub i handlerne,” udtaler Birgit Daetz til Ritzau

Samme billede tegner home Boligbrief, som udarbejdes i samarbejde med Danske Bank. Analysen viser, at fremvisningerne af villaer og rækkehuse er steget, mens udbuddet fortsat er begrænset. Det øger konkurrencen om de mest attraktive boliger.

”Når udbuddet er lavt, konkurrerer køberne i højere grad om de tilgængelige boliger. Det presser naturligvis priserne, men viser også, hvor aktivt folk søger efter deres næste hjem,” siger Laura Lindahl, kommerciel direktør i home. 

Den udvikling oplever home Sydbyen også i Malling.

“Det er præcis den tendens, vi oplever. Mange købere er villige til at træffe beslutningen tidligt, hvis boligen og beliggenheden matcher deres behov. Det er ikke noget, vi ser i alle projekter, og derfor fortæller interessen for Kirsebærhøjen os, at projektet rammer et aktuelt behov i markedet,” siger Torben Skov Lauridsen.

Torben Skov Lauridsen peger også på, at områder syd for Aarhus i stigende grad tiltrækker familier, der ønsker moderne boliger tæt på natur, skole, letbane og byliv – uden at skulle betale prisniveauet i Aarhus C.

“Vi ser et tydeligt skifte i købernes prioriteringer. Mange ønsker mere plads, grønne omgivelser og et stærkt lokalmiljø, samtidig med at hverdagen skal hænge sammen. Malling tilbyder netop den kombination, og derfor er området attraktivt for både førstegangskøbere, børnefamilier og dem, der ønsker at flytte fra villa til en mere vedligeholdelsesfri bolig,” siger Torben Skov Lauridsen.

Rekordmåned for home Sydbyen

Den store interesse for Kirsebærhøjen er samtidig en del af en bredere positiv udvikling hos home Sydbyen.

Ejendomsmæglerkæden, der drives af indehaverne Torben Skov Lauridsen og Jesper Grøne Andersson, har netop afsluttet den mest sælgende juni måned i virksomhedens historie.

Interessen for Kirsebærhøjen er ifølge home Sydbyen et godt eksempel på den udvikling, der lige nu præger boligmarkedet i Aarhus Syd.

“Vi mærker tydeligt, at mange boligkøbere igen er klar til at handle. Samtidig ser vi, at flere boligsælgere har fået tillid til markedet og vælger at sætte deres bolig til salg. Det skaber en høj aktivitet, som vi blandt andet har oplevet med vores bedste juni nogensinde,” siger Torben Skov Lauridsen.

Der er i øjeblikket kun seks boliger tilbage i Kirsebærhøjen, og de sidste boliger forventes klar til indflytning i september.

Fakta om Kirsebærhøjen

  • 31 arkitekttegnede rækkehuse i ét og to plan. 
  • 25 boliger er allerede solgt eller reserveret. 
  • Kun seks boliger er fortsat ledige. 
  • Beliggende centralt i Malling med kort afstand til letbane, indkøb, skole og natur. 
  • De sidste boliger står klar til indflytning i september.

Skriv en kommentar